Strelitzia reginae: blomsten der bestøves af fuglefødder

På engelsk hedder den bird of paradise efter blomstens fugleagtige form: en vandret, spids skede holder en vifte af orange og blå blomsterblade, så det hele minder om et fuglehoved med næb. Men Strelitzia reginae er knyttet til fugle på en langt mere konkret måde end lighed. Den bruger dem til bestøvning, den gør det med et trick, der er næsten enestående i planteriget, og samtidig gemmer den et pigment i sine frø, som man ellers kun kender fra dyr.

Blomsten som en siddepind: bestøvning med fødderne

I sit hjemland Sydafrika bestøves Strelitzia reginae af solfugle (Nectariniidae). Blomsten er indrettet som en siddepind til netop dem. De blå blomsterblade er delvist vokset sammen til en pilespids-formet struktur, der stritter vandret ud, og det er her fuglen lander for at nå nektaren i bunden af blomsten. Under fuglens vægt folder strukturen sig op og blotter støvdragerne, der ligger skjult indeni. Pollenet aflejres ikke på fuglens hoved eller næb, men på dens fødder, og overføres til arret ved den næste blomst (Oxford Plants 400). Denne fod-bestøvning er så vidt vides næsten unik: Strelitzia regnes for den eneste planteslægt, der bestøves via fuglenes fødder.

Ser man nærmere på en enkelt blomst, består den af tre orange bægerblade og tre blå kronblade. To af de blå er vokset sammen til den pilespids, fuglen sidder på, og som skjuler både støvdragere og griffel. Det er en usædvanlig arbejdsdeling: de farvestrålende bægerblade står for signalet, mens de sammenvoksede kronblade er blevet til et præcist mekanisk redskab.

Blomsten bærer alle kendetegnene på det, botanikere kalder fuglebestøvnings-syndromet: kraftige røde og orange farver, som fugle ser godt, ingen duft, som fugle ikke har brug for, og rigelig, tynd nektar dybt i blomsten. En vigtig forskel på de afrikanske solfugle og de amerikanske kolibrier er, at solfuglene sidder frem for at svæve. Derfor har solfugle-bestøvede blomster som Strelitzia en solid siddepind, mens kolibri-blomster typisk hænger frit uden noget at lande på.

Mekanikken er præcis og vægtudløst, ikke tilfældig. Blomsten åbner sig kun, når noget af den rette tyngde lander det rette sted, og det sikrer, at pollenet havner på en bestøver frem for at drysse bort. Blomsterne sidder desuden flere sammen i den vandrette skede og åbner sig én ad gangen over dage, så en fugl har grund til at vende tilbage. At arten også bliver effektivt bestøvet af fugle uden for Sydafrika, hvor den dyrkes, viser hvor robust systemet er (South African Journal of Botany 2010).

Bilirubin: et dyrepigment i en plante

De stærke farver er ikke kun til pynt. I 2010 fandt et forskerhold ledet af Cary Pirone noget uventet i Strelitzia reginae: bilirubin (Pirone m.fl. 2010). Bilirubin er et gult-orange pigment, de fleste kender fra dyr, hvor det dannes ved nedbrydning af hæmoglobin og giver den gule farve i blå mærker og ved gulsot. Det var aldrig før påvist som farvestof i en plante.

Pigmentet viste sig at være hovedfarvestoffet i artens orange frøkapper (arillus), med mindre mængder i bægerbladene. Bilirubin tilhører gruppen af tetrapyrroler, der ellers er kendt fra klorofyl og fra blodets ilttransport, men i modsætning til dem giver bilirubin her en synlig skuefarve. Hidtil kendte man ingen tetrapyrroler, der frembragte farve til skue i planter, og derfor var fundet mere end en kuriositet (Pirone m.fl. 2010).

Forskerne påviste pigmentet med væskekromatografi og massespektrometri og kunne dermed udelukke, at der blot var tale om et beslægtet stof. Fundet føjede Strelitzia til den korte liste af tilfælde, hvor grænsen mellem planternes og dyrenes kemi viser sig at være mere gennemtrængelig, end lærebøgerne længe antog.

Farverne har hver sin funktion. Den intense blå i blomsterbladene skyldes en anden mekanisme end den orange kappe, og selve arillus sidder som en lys, farvestærk dusk på det ellers mørke frø. Det er ikke tilfældigt: en iøjnefaldende kappe er et klassisk signal til fugle om, at her er noget spiseligt, og fuglene spreder til gengæld frøene. Siden er bilirubin fundet i flere plantearter, men Strelitzia reginae var den første, og den orange kappe om frøet er stadig lærebogseksemplet. En blomst, der ligner en fugl, viste sig altså også at dele et farvestof med dyrene.

Fra Sydafrikas flodbredder, opkaldt efter en dronning

Strelitzia reginae Banks hører til familien Strelitziaceae og til slægten Strelitzia, en lille gruppe stammeløse til trælignende planter fra det sydlige Afrika, blandt andre den mangehøje Strelitzia nicolai med hvide blomster. Familien hører til ordenen Zingiberales, den samme som bananerne, og slægtskabet ses på de store, padleformede blade, der sidder i en vifte fra basis. Strelitzia reginae danner ingen egentlig stamme, men vokser i tætte tuer, og den er langsom: fra frø kan der gå adskillige år, før den blomstrer.

Arten er hjemmehørende i det østlige Sydafrika, i Eastern Cape, hvor den vokser langs flodbredder og i kystnært krat. Herfra er den siden spredt til varme egne over hele verden og hører i dag til de mest genkendelige prydplanter overhovedet, ikke mindst som snitblomst, fordi de stive stængler holder længe.

Slægten tæller kun en håndfuld arter, og Strelitzia reginae er langt den mest dyrkede af dem. I Sydafrika er planten et velkendt symbol, og internationalt er den blevet et af blomsterhandelens faste ikoner. Bag den status ligger dog en art, hvis biologi er finindstillet efter et bestemt samspil med bestemte fugle i et bestemt landskab, og som kun blomstrer villigt, når den får lys og varme nok.

Navnet bærer et stykke europæisk hofhistorie. Både slægtsnavnet Strelitzia og artsepitetet reginae, “dronningens”, hylder dronning Charlotte af Mecklenburg-Strelitz, gift med den britiske kong George 3. Arten blev beskrevet i 1789 i Hortus Kewensis, William Aitons værk om planterne i Kew, hvor Sir Joseph Banks var den ledende skikkelse, og navnet tilskrives netop Banks.

Der findes ikke noget fast, alment udbredt dansk folkenavn for arten i vores data, og korrekt er under alle omstændigheder det videnskabelige navn, Strelitzia reginae. Den plante, man køber i potte, er den samme, hvis blomst i naturen åbner sig under vægten af en solfugl, drysser pollen på dens fødder og gemmer et dyrepigment i sine frø. Få stueplanter bærer så meget usædvanlig biologi i en form, de fleste kun ser som dekoration.

Kilder

• Oxford University Plants 400: Strelitzia reginae. https://herbaria.plants.ox.ac.uk/bol/plants400/Profiles/st/Strelitzia
• Efficient avian pollination of Strelitzia reginae outside of South Africa (2010). South African Journal of Botany. https://www.sciencedirect.com/science/article/pii/S0254629910002462
• Pirone, C. et al. (2010). The Animal Pigment Bilirubin Identified in Strelitzia reginae, the Bird of Paradise Flower. HortScience 45(9). Omtale: https://phys.org/news/2010-09-discovery-bilirubin.html
• GBIF Secretariat. Strelitzia reginae Banks. GBIF Backbone Taxonomy. https://www.gbif.org/species/2763116
• Plants of the World Online (POWO), Kew. Strelitzia reginae Banks. https://powo.science.kew.org/

Billeder

I appen

- dyrker denne plante

- har den på ønskelisten